Øster Hornum hallens historie

---

Øster Hornum Hallen blev bygget i 1984 med stor lokal opbakning.

”Da Øster Hornum fik en hel hal 1984”

Skrevet 2006 af Per Tolstrup til ØHI’s jubilæumsskrift

Vi sad som så ofte før efter et møde i ØHI og drak en øl og ordnede verdenssituationen. Denne aften var det Finn Svendsen, Ole Asp, Laurits Knudsen og undertegnede Per Tolstrup. Vi kom i snakken ind på, at det da egentlig var ærgerligt, at vores fine nye klubhus, foræret af Støvring Kommune, kun blev benyttet i fodboldsæsonen. De unge mennesker, der spillede håndbold og dyrkede andre vintersportsgrene, blev jo i bus eller taxa fragtet til Suldruphallen, og vores eget dejlige klubhus stod jo således gabende tomt. Hvad kunne vi gøre ved det? Vi gik ud for enden af klubhuset. Kiggede op på de nye træningsbaner. Kiggede ned på Nordjyllands bedste fodboldbane, der netop var lagt helt om. Ja, men her, i forlængelse af klubhuset kunne der jo snildt ligge en idrætshal, ikke en opvisningshal, men en sportshal til gavn og glæde for alle sportsinteresserede. Kommunen ejede jo jordstykket, der lå hen til ingen verdens nytte. Det her, det måtte der være idé i. Vi begyndte i det små at regne lidt på det. Vi tog på flere studieture for at se hvordan en sådan hal kunne strikkes sammen, således at den passede til Øster Hornums behov og ikke mindst økonomi. Vi kørte fx en aften til Horne lige uden for Hirtshals.

Vi fik kontakt til en arkitekt fra Tarm, der havde tegnet flere sportshaller. Vi tog en lørdag eftermiddag til Tarm for at møde arkitekten på hans kontor, hvor han tegnede og fortalte om, hvordan en sådan sportshal kunne se ud. Han viste os en hal i en lille by Hoven ved Skjern, som han været arkitekt på. Da vi havde set hallen, kiggede vi på hinanden og nikkede samstemmende: Det er sådan en hal vi kunne ønske os. Hvad kan vi bygge den for? 1,2 million kr. sagde han. Det du`r, sagde vi, tegn sådan én til os, med de krav der nu måtte komme i forbindelse med sammenbygningen af det eksisterende klubhus.

Men vi havde jo ingen penge og vi kunne jo ikke vide om projektet nogen sinde ville blive en realitet. Vi fandt nogle sponsorer, der ville dække en del af arkitektudgifterne, jeg tror halvdelen, resten tog arkitekten på sin egen kappe, ifald projektet faldt til jorden. Han var utrolig nem og dejlig at arbejde sammen med. Vi satte ham i gang med at tegne, idet der foruden de faciliteter der var i det "gamle" klubhus, var nødvendigt med et par ekstra toiletter samt naturligvis et depotrum til hallen rekvisitter. Ellers kun den nøgne hal med plads til lidt tilskuere.

Hallen blev tegnet, men hvad med økonomien? Hvad med Støvring Kommune, der jo trods alt var ejer af grunden? Vi måtte først lave et troværdigt økonomisk overslag over byggeudgifterne, samt et tilsvarende driftsbudget, før vi kunne gå til kommunalbestyrelsen med ideen. Ole Asp som statsautoriseret revisor og jeg selv som bankmand gik i gang med at vride vore økonomiske hjerner.
For at få projektet gennemført var vi klar over, at vi selv skulle stille med en pose penge. Ole Asp gik i gang med myndighederne om tilladelse til at blive optaget på listen over tilskudsberettigede klubber i henhold til gaveregulativet, altså således at de personer eller firmaer, der ville støtte hallen økonomisk, kunne få skattemæssigt fradrag herfor. Den gang var reglerne sådan, at såfremt man f.eks. indbetalte 1.100 kr. fik man fradrag for 1.000 kr. Vi fik tilladelsen.
Vores mål var at samle 600.000 kr. sammen hos til 600 husstande der var i skoledistriktet. Hvis vi kunne får hver 3. husstand med på ideen kunne vi samle de 600.000 kr. sammen på ca. 1 år.
Hvordan?
1. år i december 1.100 kr. hvor af de 1.000 kr. var fradragsberettigede.
2. år løbende 1.100 kr. hvor af de 1.000 kr. var fradragsberettigede.
3. år i januar 1.100 kr. hvor af de 1.000 kr. var fradragsberettigede.
Disse beløb ganget med 200 ville give os mere end de 600.000 kr. Det overskydende beløb kunne således bruges til at give rabat på klubkontingentet, således at den enkelte husstand, alt efter antallet af betalende klubkontingenter, stort set kunne bidrage til hallen gratis, blot ved at bruge de på det tidspunkt gældende skatteregler.
Én ting var at vi selv syntes at vi havde lavet et genialt projekt. En helt anden ting var at få vores medborgere til at forstå det og ikke mindst bakke op omkring det. Hvordan skulle vi få fat i folk og få vores budskab bragt ud? Jo, vi hyrede Poul Erik Krogen til at underholde i Øster Hornum Forsamlingshus. Og de kom. Salen var fyldt til sidste stol. Nu var folk jo tvangsindlagt til at høre på os. Om hvordan hallen skulle se ud. Hvad det ville koste. Hvordan den skulle finansieres. Hvordan den enkelte som ovenfor nævnt kunne hjælpe. Folk var særdeles positive.

Vi stillede et pengebarometer op midt i byen, så alle kunne følge med i, hvordan indsamlingen gik. Nu var vi klar til at gå til kommunalbestyrelsen med vores projekt. Som forsigtige jyder lagde vi 200.000 kr. oven på vores første overslag, således at den samlede byggesum blev anslået til 1.400.000 kr. Vi havde så 800.000 kr. vi selv skulle finansiere. Vi lagte et budget, der ville give overskud når de gældende regler for lokaletilskud til ungdomsspillere blevet indregnet, frem for kommunen.
Kommunen ville jo desuden spare transport m.v. til Suldruphallen, hvilket beløb vi dog ville anmode om at få som tilskud til hallens drift, så kommunen dog ikke ligefrem skulle have overskud på at Øster Hornums borgere ville forære dem en hal. Det eneste vi bad om var jorden, der jo lå gold og ubrugelig hen, enten i form af vederlagsfrit leje eller køb af jorden til 1 krone. Så fik vi vores største chok under hele forløbet: Kommunalbestyrelsen sagde Nej! Venstrefolkene der i de år kørte med et slogan der hed: ”Hjælp til selvhjælp”, sagde nej. Her kom Øster Hornums borgere og tilbød Støvring Kommune at bygge en fuld færdig, funktionel, driftsmoden hal, uden at det skulle koste kommunen 1 krone og så sagde de ”Nej tak”!

Borgmester Peter Kvist kæmpede alene en brav kamp, men havde kun til dels socialdemokraternes støtte. Vi var i chok. Det kunne ikke passe. Vi kæmpede videre, offentligt og i kulissen, og endelig gik der hul på bylden. Men ikke på en måde vi vores vildeste fantasi havde drømt om. Det, vi troede skulle have været det billigste kommunale sportsbyggeri i Støvring Kommune, skulle vise sig at blive det dyreste!

Peter Kvist fik venstrefolkene omvendt, men det kostede! For at sige ja forlangte Støvringfolkene, at der skulle bygges til hallen ved Karensmindeskolen, for kommunale midler. For at sige ja forlangte Suldrupfolkene, at der skulle bygges til klubhuset, for kommunale kroner.

For at sige ja forlangte én af de øvrige Venstre-folk at skulle bygges til det lokale forsamlingshus. Jeg kan ikke i skrivende stund huske om det var i Aarestrup eller Sønderup.
Mage til plat sognerådspolitik har jeg dog aldrig været vidne til, hverken før eller siden. Jeg har efterfølgende i Viborg haft lejlighed til at drøfte sagen med Anders Fogh Rasmussen, der ligeledes var dybt forundret over forløbet. Men hallen står her. Ikke mindst ved hjælp af heroisk indsats fra tømrer Laurits Knudsen, der da først byggeriet kom i gang, var en ildsjæl ud i det praktiske, hvor vi andre mere havde fingeren på det økonomiske og organisatoriske.
Men det ene går jo ikke uden det andet.